Lørdag den 12. september kl. 19:00 – 150 kr.
Jarno Varsted er en erfaren debutant. Med sin mundharpe, guitar og allestedsnærværende musikalitet er han kendt fra The Sandmen, 4 Guys From The Future, Rumspringa og som en virtuos overlever fra den danske bluesscene.
Med sit debutalbum på dansk, ”44”, tager han livtag med alt det, der blev – og alt det, der ikke blev – nu hvor midterstregen er krydset. Det er sange om at finde styrken til at se sit eget liv og sine ambitioner i øjnene, men også om at kunne grine af det hele undervejs.
HEDE er Christian Hede Madsen, kendt som frontmand i Bellhound Choir og som sideman for Jesper Binzer, Sebastian Wolff og Tobias Kippenberger.
HEDE tager sin opvækst på Bornholm og inspirationer som tidlig John Lee Hooker samt trubadurer som Allan Olsen og Cornelis Vreeswijk med ned i sin egen musikalske gryde. Musikken er bygget op omkring akustisk guitar, masser af humor mellem sangene og et stærkt fokus på det, der binder os sammen som mennesker.
Jarno Varsted og HEDE byder på en aften, hvor de to sangskrivere både spiller solo og medvirker på hinandens sange. Publikum kan forvente trubadurer fra øverste hylde – og måske et par historier, man kan tage med hjem i lommen.
Billetter bestilles pr. telefon (opkald) til Kai på 75180770, og skal betales kontant i døren. Døren åbner en time før start, og det er tilladt at medbringe egen mad. Drikkevarer kan købes i baren.
