Twang

Søndag den 14. maj 2023, kl 19.00 – dørene åbner kl 18.00 hvor man kan spise medbragt mad.

Billetter bestilles på tlf 75180770, eller købes i døren. Pris 150kr. – der kan kun betales med kontanter.
Et unikt bud på amerikansk folkemusik
En koncert med Twang er uforudsigelig. Koncerten er fyldt med humor og varme, når de tre musikere går på scenen og samles om deres fælles mikrofon. Twangs besætning med kontrabas, akustisk guitar, violin og banjo er måske nok essensen af den amerikanske folkemusik, men samtidig er trioen kendt for at blande alt fra jazz til hiphop ind i deres lyd, og fundet deres helt eget udtryk uden at slippe traditionen.

Det skal være nærværende og der skal altid ske noget nyt!
Twang er kendt for deres nærvær, ærlighed og tætte samspil med publikum og hinanden. Det er ikke unormalt, at publikum til deres koncerter både får tårer i øjenkrogen og griner højlydt med bandet. Publikum husker Twang for deres fænomenale trestemmige sang og deres instrumentskift, når bassisten pludselig finder guitaren frem og banjospilleren griber bassen. Med musikalsk overskud, historier og drillerier binder trioen sangene sammen til en levende koncertoplevelse.

Melankoli, humor og kærlighed
Deres egne numre rummer alt fra den dybe, hudløse melankoli til hoppende, humoristiske og satiriske hits. Og deres fortolkninger af den amerikanske sangskat løfter taget, når de med kærlighed til traditionen krydrer sangene med deres helt særlige Twang!

Thyge van dassen: Violin & vokal
Spencer Gross: Guitar, kontrabas & vokal
Peter Banks: Banjo, kontrabas & vokal.